toplogo

Johannes Fønss

Født: 16. Januar 1884 i Århus.
Død: 16. December 1964
Gravsted: Solbjerg Parkkirkegård - Frederiksberg

Johannes Fønss,operainstruktør, var søn af skolebestyrer og organist Vilhelm Fønss (død 1918) og hustru Henriette Zimmermann (død 1909). Han blev student i 1901 og var oprindeligt uddannet operasanger. Han debuterede i 1905 på Det kgl. Teater og optrådte rundt om i Europa i årene op til 1928. Han havde således engagementer på Covent Garden 1910-14 og i Franfurt 1912-17 samt på en række andre europæiske scener. I 1922 fik han sammen med teaterdirektør Axel Jacobsen (1874-1962) biografbevilling og åbnede 16. marts 1923 "Højbroteatret" på Købmagergade. Han blev operaleder og sceneinstruktør på Det Kongelige Teater i 1929 og var tilknyttet teatret indtil 1957. Hans repertoire spændte fra Sarastro i "Tryllefløjten" til de store baspartier som fx. Kong Marke i "Tristan og Isolde". Johannes Fønss debuterede i stumfilmen "Afgrunden" fra 1910 og medvirkede kun i en enkelt tonefilm, nemlig "For frihed og ret" fra 1949. Operasanger Johannes Fønss var kendt over hele landet som "Fønsse-Bassen". Han blev 24. december 1907 gift i København med skuespillerinden Dagmar Elisabeth Halberg (19-05-1884 - 30-11-1976). Ægteskabet blev opløst i 1939 og 18. oktober 1940 giftede han sig på Ringsted Rådhus med operasangerinde, senere kgl. kammersangerinde og sidst administrerende direktør for A/S Premier Is - Dorothy Jane Fønss Larsen (19-11-1911 - 31-10-1990). Han var far til skuespillerne Mime Fønss og Jørgen Fønss og broder til Olaf Fønss og Aage Fønss. I maj 1952 trådte Johannes Fønss ind i iskagefabrikationen, da han blev medlem af bestyrelsen for A/S Premier Is. Det skyldes, at hans hustru, operasangerinden Dorothy Larsen var datter af stifteren af Premier Is, dansk-amerikaneren John M. Larsen. Fru Fønss blev samtidig meddirektør i firmaet.

Har medvirket i følgende 1 film, som er i denne database:
For frihed og ret (1949)

Har medvirket i følgende revyer, som er beskrevet i denne database:
Helsingør-Revyen 1934

Har medvirket i følgende 1 stumfilm, som er beskrevet i denne database:
Afgrunden (1910)

Bøger om Johannes Fønss:
Friske erindringer af Johannes Fønss
Orkanen over Det kgl. Teater - friske Erindringer og dokumentarisk Beretning af Johannes Fønss
Bagom breve, billeder - og begivenheder af Johannes Fønss
Ham, der leder efter Operaen af Johannes Fønss
Mennesker, musikfolk - og minder - fra kirken til teatrene af Johannes Fønss
Glade og gyldne Minder fra 35 Aars Virksomhed i Musiklivet ude og hjemme af Johannes Fønss