toplogo

Karin Nellemose

Karin Nellemose Karin Nellemose Karin Nellemose Billede af Karin Nellemose
Født: 3. August 1905 i København.
Død: 5. August 1993
Gravsted: Hornbæk Nyere Kirkegård - Nordsjælland

Karin Nellemose var datter af kontorchef, inspektør Sophus Vilhelm Aage Nellemose (1877 - 1919) og hustru Anna Marie Hultgreen (1877 - 1941). Hun blev uddannet på Det Kongelige Teater Elevskole i årene 1924-1926 og debuterede på samme teater i 1926 som Tilde i "Hårdt imod hårdt". Hun var derefter tilknyttet Det Kongelige Teater - og stort set kun det - i næsten 60 år. I årene frem spillede hun bl.a. Agnete i "Elverhøj", Constance Leth i "Egelykke", Prinsessen i "Der var engang", Hermia i "En Skærsommernatsdrøm", Grete i "Kærlighed uden strømper", Gwendolin i "Bunburry", Blanche Dubois i "Omstigning til Paradis", Mrs. Tyrone i "Lang dags rejse mod nat", Amanda Wingfield i "Glasmenageriet", Lavinia i "Cocktail Party", Fru Linde i "Et Dukkehjem", Magdelone i "Mascarade", Madam Rust i "Sparekassen", Barselskonen i "Barselsstuen" og Lisbeth i "Erasmus Montanus". I 1981 spillede hun i farcen "Ved hanegal" på Det ny Teater sammen med Marguerite Viby. Den sidste rolle havde hun i 1983 som bedstemor i "En stakket frist" på Gråbrødrescenen. På Tv fik Karin Nellemose en bragende succes som den stumme morderske fru Brydesen i Leif Panduros kriminalspil Kan De li' Østers i 1967 og en stor folkelig popularitet fik hun i rollen som den stakkels undertrykte Misse Møghe i "Matador". Karin Nellemose medvirkede også i satireprogrammet Mosebryg. Hun var en flittig gæst i Radioteatret og med talrige oplæsninger fra H.C. Andersen til Herman Bang. Efter en måned på elevskolen brugte Carl Th. Dreyer hende i stumfilmen ”Du skal ære din hustru" fra 1925. Hun medvirkede i yderligere et par stumfilm i 1927 - Fy og Bi-filmene "Vester Vov Vov" og "Tordenstenene" -inden hun i 1931 dukkede op som præstens datter Marie i "Præsten i Vejlby". Hun medvirkede i næsten 50 spillefilm. Karin Nellemose giftede sig den 9. juni 1928 i København med skuespil- og operachef, sceneinstruktør, kgl. kapelmusikus Torben Anton Svendsen (17-9-1904 - 18-06-1980) og ægteskabet holdt i mere end 50 år. De fik sammen datteren Annemette Svendsen, som også blev skuespillerinde. Karin Nellemose fik i 1942 Tagea Brandts rejselegat - i 1957 Teaterpokalen, i 1968 Henkel-prisen og i 1980 Ole Haslund-prisen. Desuden er hun tildelt medaljen Ingenio et Arti og hun fik Bodil Prisen for filmroller i "Kampen mod uretten" og "Hr. Petit". Karin Nellemose var søster til billedhuggeren Knud Nellemose (12-03-1908 - 14-01-1997).

Har medvirket i følgende 41 film, som er i denne database:
Præsten i Vejlby - 1931 (1931)
Kirke og orgel (1932)
Barken Margrethe af Danmark (1934)
Nøddebo Præstegaard - 1934 (1934)
Den mandlige husassistent (1938)
Livet paa Hegnsgaard (1938)
Elverhøj (1939)
En desertør (1940)
Tak fordi du kom Nick (1941)
Tordenskjold gaar i land (1942)
Tyrannens fald (1942)
Mine kære koner (1943)
Spurve under taget (1944)
Familien Gelinde (1944)
I gaar og I morgen (1945)
Oktoberroser (1946)
Hans store aften (1946)
Brevet fra afdøde (1946)
Soldaten og Jenny (1947)
Mens porten var lukket (1948)
Hr. Petit (1948)
Tre aar efter (1948)
Kampen mod uretten (1949)
Min kone er uskyldig (1950)
Susanne (1950)
Cafe Paradis (1950)
Avismanden (1952)
Vi som går køkkenvejen (1953)
Den gamle mølle paa Mols (1953)
Hejrenæs (1953)
Adam og Eva (1953)
Sønnen (1953)
Hendes store aften (1954)
Det er så yndigt at følges ad (1954)
Bruden fra Dragstrup (1955)
Jeg elsker dig (1957)
Baronessen fra benzintanken (1960)
Støv på hjernen (1961)
Det stod i avisen (1962)
Dronningens vagtmester (1963)
Pigen og greven (1966)

Har medvirket i følgende 2 TV-serier, som er beskrevet i denne database:
Ka' De lide østers ? (1967)
Matador (1978-1981) afsnit nr: 1 2 3 4 5 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24

Har medvirket i følgende 3 stumfilm, som er beskrevet i denne database:
Du skal ære din hustru (1925)
Tordenstenene (1927)
Vester vov vov (1927)

Har lagt stemme til følgende 1 tegnefilm, som er beskrevet i denne database:
Askepot (1950)


Hos gucca kan du købe film med Karin Nellemose, klik her for at se hvilke.