| Lars Jensen, der er søn af instruktørparret Astrid og Bjarne Henning-Jensen, optrådte første gang på film kun 3 år gammel. I filmatiseringen af Jens Sigsgaards og Arne Ungermanns geniale børnebog "Palle alene i verden" spillede han 6 år gammel hovedrollen og syntes som skabt til rollen som den lille dreng, der vågner en morgen helt alene uden andre mennesker i verden. Udover flere andre danske børnefilm havde han i 1951 også en lille rolle som Knut i den norske film "Ukjent mann". Siden uddannede Lars Jensen sig som klarinettist fra 1963 til 1971 ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og fortsatte med at studere musikvidenskab på Københavns Universitet i 5 år. I nogle år var han ansat som klarinetlærer på Konservatoriet og underviste derefter i kammermusik, direktion og hørelære på Konservatoriet i Malmø. Lars Jensen tog derefter en dirigentuddannelse, hvor han blev undervist af Ole Schmidt og Sergiu Celibidache. Gennem 25 år var han dirigent for Gentofte Amatørorkester og i 10 år for Studentermusikforeningens orkester. Han grundlagde også Sankt Annæ Symfoniorkester, som han dirigerede gennem 14 år. Efter at have vundet en dirigentkonkurrence blev han i ca. 12 år dirigent for FAUST (Fyns Amts Ungdomssymfoniorkester) og underviste gennem 16 år som MGK-lærer på Sankt Annæ Gymnasium i hørelære og kammermusik. Gennem årene har han desuden spillet klarinet i Byens Blæserkvintet. Lars Jensen har endvidere uddannet et antal dirigentelever og han har lavet musik til flere af forældrenes film. I 2010 valgte han at gå på pension. Siden 1996 har han deltaget i en privat hjælpeorganisation Roshan's Friends i Nepal, som han startede i samarbejde med Hari Dharel og Roshan Subedi. |