Heartless
2014 - 2015
Antal afsnit: 8

Beskrivelse
Søskendeparret Sofie og Sebastian bærer begge på en mørk, dyster og fatal hemmelighed. For at leve er de nødt til at suge energi ud af andre mennesker. Stopper de ikke i tide, vil deres offer brænde op. Sofie og Sebastian forsøger at få svar på, hvorfor de er, som de er – og deres jagt leder de to søskende til den dystre og traditionsbundne kostskole Ottmannsgaard. Her regerer den strenge rektor Just, spillet af Nicolaj Kopernikus, og alfahannen Ditlev styrer med hård hånd eleverne, hvis teenagerdrifter sidder helt udenpå de stivede skole-uniformer. På kostskolen begynder et helt nyt liv for søskendeparret, som hver især må kæmpe med stærke følelser, da de oplever deres første alvorlige forelskelse, mens de samtidig må modstå deres fatale trang til at suge energi fra de andre elever. Men Sofie og Sebastian er ikke de eneste på Ottmannsgaard, der bærer på en dyster hemmelighed. Efterhånden siver en mørk og forfærdelig historie op mellem kostskolens gamle gulvbrædder. En historie, der går helt tilbage til år 1666, og som handler om synd og tilgivelse, liv og død, kærlighed og mystiske kræfter. Og så kan den samtidig gemme det svar, som de to søskende er på jagt efter.