Færgekroen
Lystspil. 12/10-1956
102 min. Sort/hvid. DVDVHS

Beskrivelse
Den kgl. privilegerede færgekro i Hørby ejes og drives af de 2 gode venner, Erik Hansen (Dirch Passer) og Lars Tofte (Ove Sprogøe). Foruden kroen ejer de den lille færge, som holder dem i forbindelse med fastlandet. Dyrlægen (Carl Johan Hviid) skal, sammen med propritær Ravn (Kjeld Petersen), til bestyrelsesmøde i Landbobanken, angående den nye færgerute. Lars tror ikke rigtig på historien. Den har været fortalt så tit, men det er aldrig blevet til noget. Landsretssagfører Ermandsen (Poul Müller), som skal have et møde med interesserede i ruten, bliver ringet op af sin kommende svigersøn Johan Ranggaard (Henrik Wiehe), der spørger om nogen har tænkt på, at ejeren af Hørby Færgekro ved kgl. konsignation har eneret på al færgefart på Fjordby. Han be'r Ermandsen om at det bli'r mellem dem. Senere indvier han Erlandsen i sine planer om at købe kroen. Han opsøger Erik og Lars, og fortæller at han repræsenterer ejendomsselskabet "Godthåb", som agter at rive kroen ned og bygge en benmelsfabrik. De vil ikke sælge, så Ermandsen finder en stråmand, Andersen (Buster Larsen). Han bliver sendt til øen, hvor han indlogerer sig på kroen. Med sin beskedne optræden vinder han hurtigt de 2 venners tillid. I al fortrolighed fortæller han dem, at inden længe vil den ny hurtigrute blive en realitet. En kreds af folk, der iblandt ham selv, har tegnet sig for et beløb og Landbobanken har givet deres tilsagn. Andersen holder Ranggaard og Ermandsen underrettet, og for et kontant vederlag på 5000 kr. overtales han til at snyde Erik og Lars. Tilbage på kroen fortæller Andersen, at han godt vil låne dem 50.000 kr. til modernisering mod pant i kroen og færgen. Der udfærdiges 1 pantebrev i 5 eksemplarer. På de 4 står der, at lånet er afdragsfrit, og uopsigeligt i 10 år til 1. August 1956, på det sidste er årstallet rettet til 1966. Det er Andersens opgave at få underskrifterne på dem alle, uden at Erik og Lars opdager svindlen. Da Andersen kommer med pengene og pantebrevene, går alt som planlagt. Da pengene er brugt, kommer der et brev, hvori der står, at lånet er opsagt, og skal indfries inden 10 dage. De opdager nu, at de er blevet taget ved næsen. Erik opsøger Ermandsen for at få hjælp. Her træffer han Ravn. Han er der for at fri til Kamilla (Lily Broberg), der er ansat som pige i huset. Ermandsens datter Susanne (Mimi Heinrich) byder Erik indenfor, og de to fatter sympati for hinanden. Efter tvangsauktionen, hvor Ranggaard køber kroen og færgen, tager Erik og Lars plads i huset hos Ermandsen, som fordækt ægtepar. De indvier Susanne i deres fortrædeligheder og hun skaffer dem Andersens adresse. Her finder de det 5. pantebrev med det rette pålydende 1. August 1966. Der bliver kaldt til møde ombord på færgen med alle de involverede, Her sørger Ravn for, at alt bliver sat på plads, så Erik og Lars kan få deres kro og færge tilbage.
 


Medvirkende:
Dirch PasserErik Hansen - kroejer - færgemand
Ove SprogøeLars Tofte - kroejer - færgemand
Kjeld PetersenJens Ravn - proprietær
Lily BrobergKamilla - husbestyrerinde hos Erlandsen
Poul MüllerNiels Ermandsen - landsretssagfører
Else KornerupEbba - hans kone
Mimi HeinrichSusanne - deres datter
Henrik WieheJohan Ranggaard - ejendomsmægler
Buster LarsenP. Andersen - stråmand
Caja HeimannFrk. Michelsen - Erlandsens sekretær
Anna Henriques-NielsenFrk. Christiansen - husbestyrerinde hos Ravn
Inge KettiMarie - stuepige hos Ravn
Henry NielsenPostbud
Carl Johan HviidDyrlæge
Inge ØstergaardRefrænsangerinde
Miskow MakwarthAuktionarius
Jørn GrauengaardOrkesterleder
Helmer HansenGæst i Færgekroen
Ernst SchouMedlem af Konsortiet
Lise HenningsenDansende til Grauengaards musik
Jens DueDansende i slutbilledet

Kredits:
InstruktionPoul Bang
ManuskriptPaul Sarauw
ManuskriptJohn Olsen
ManuskriptPoul Bang
MusikSven Gyldmark
DekorationerJørgen Krogh
DekorationerOtto Lund
KopiJohan Ankerstjerne A/S
TonemesterGeorg Jensen
TonemesterJon Branner
DrejebogJohn Olsen
DrejebogPoul Bang
DrejebogPaul Sarauw
SangteksterVictor Skaarup
KlipEdith Nisted Nielsen
FotografOle Lytken
FotografWerner Hedman
ProduktionsselskabSaga Studio
Instruktion assistentSolveig Ersgaard
Fotograf assistentJørgen Christian Jensen
UdlejningTeatrenes Films-Kontor A/S
ProducentJohn Olsen

Lokationer:
Hørby Færgekro
Hørby færgen
Høstvej 8, Charlottenlund
Lyngby Kirkestræde 7
Nybogård

Iøvrigt:
Tre finder en kro - og forvandler den. Hørby Færgekro skal males af Dirch Passer, Kjeld Petersen og Ove Sprogøe. Sådan lød overskriften i en artikel i BT 15. maj 1956. Kroejer Holger Hansen har måttet udsætte forårsmalingen af sin idylliske færgekro i Hørby ved Holbæk efter aftale med Saga Film i København. Til gengæld har Saga lovet at sende Dirch Passer, Kjeld Petersen og Ove Sprogøe ned med hvidtekoste og malergrejer om kort tid. Den 1. juni indledes optagelserne af det nye Saga-lystspil Færgekroen, og titelrollen skal netop spilles af Hørby Færgekro. I begyndelsen af filmen skal kroen se lidt forfalden ud, og derfor har man bedt Holger Hansen vente lidt med forårsmalingen. Filmens sidste billeder skal vise kroen efter en make-up med farvestrålende markiser og frisk maling overalt. Denne istandsættelse foretages af de tre ovennævnte skuespillere, der dog nok skal få lidt sagkyndig bistand. - Nu håber jeg bare ikke, at forvandlingen bliver så gennemgribende, siger kroejer Holger Hansen, at idyllen helt forsvinder.
Men der er vel næppe noget at være bange for. Det skorter jo som regel ikke på idyl ved slutningen af Saga-Film.



I 1952 havde Dirch Passer stor succes på ABC-Teatret med Stig Lommers opførelse af farcen “Slap af”. Teaterstykket var baseret på filmen fra 1938 med titlen “Den mandlige husassistent” med Osvald Helmuth i hovedrollen. Efter at have været inde og se forestillingen, udtaler Saga’s direktør John Olsen til pressen, at han ønsker at filmatisere en ny udgave af “Den mandlige husassistent”, hvor Dirch Passer selvfølgelig skulle spille hovedrollen, men alle kontrakterne var endnu ikke faldet på plads.

Dirch Passer havde i den periode kontrakt med et svensk selskab, og derfor blev ideen lagt i skuffen.
John Olsen fik imellemtiden et manuskript på filmen “Ved Kongelunden” med Henry Nielsen og
Ib Schønberg i hovedrollen. Under optagelserne til en anden film “Rekrut 67-Petersen”, lagde John Olsen i pauserne mærke til den gode kemi mellem Passer og Sprogøe, og han bed derfor Paul Sarauw om at skrive dem ind i filmen.

På teatret spillede Dirch og Ove med i farcen “Bom”, og for at være aktuel filmatiserede Saga Axel Frische’s teaterstykke 65, 66 og jeg, med titlen “I kongens Klæ’r”. John Olsen måtte betale et honorar til det svenske selskab for brug af Dirch Passer. Så kom Passer/Sprogøe filmen “Det var på Rundetårn”, som var skrevet direkte til dem som makkerpar.

Dirch Passers kontrakt udløb i 1955, og efter succesen med “Det var på Rundetårn”, var John Olsen klar til at filmatisere den nye udgave af “Den mandlige husassistent” og farcen “Slap af”. Dog fik han tilføjet Ove Sprogøe, således at makkerparret kunne fortsatte.


Den lille hyggelige Hørbybåd havde vist aldrig drømt om, at den skulle blive bilfærge på sine gamle dage og indgå i Saga Studio's lystspilfilm "Færgekroen". Man skulle på en eller anden måde have anbragt en bil af ældre model ovenpå færgen, der i filmen fungerer som bilfærge på en eller anden tænkt rute. Saga var i april 1956 i Holbæk og Hørby for at se nærmere på forholdene, og teknikerne foretog en del målinger af lokaliteterne. Ved samme lejlighed så de på en gammel bil - en Wanderer 1927 - hos autoforhandler Weinreich, men fandt, at den sikkert var en tand for gammel. Det var på dette tidspunkt ikke afgjort hvem der i filmen skulle eje vognen - Kjeld Petersen som proprietær eller Dirch Passer og Ove Sprogøe som de to kroejere. Det kostede filmselskabet store anstrengelser at finde en egnet færge til filmen. Man besøgte næste alle de steder i landet, hvor der fandtes små færger, men enten var de for små eller også var de for moderne. I Holbæk så man f.eks. på Orø-båden "Margrethe", men syntes ikke rigtig den passede til det, den skulle bruges til. En mand spurgte der om de havde set Hørbybåden. Det havde de ikke - og anede iøvrigt heller ikke at den eksisterede. Og så viste det sig at det netop var den man skulle bruge. Den var netop så lille og så hyggelig som den skulle være. Før optagelserne i Hørby kunne gå igang skulle det først blive sommer og træerne sprunget rigtigt ud. Optagelserne regnede man med kunne klares på en uges tid.



Optagelserne til "Færgekroen" er taget på Hørby færgekro og på Hørby-egnen. Direktør Poul Bang var under en besigtigelse af stederne meget begejstret for både kroen og omegnen samt Hørbybåden. Der blev taget nogle prøvebilleder på verandaen og uden for kroen - og ligeledes nogle indendørs billeder fra kroen. Efter disse skulle man herefter bygge kulisser i studiet, således at en del indendørs scener kan tages der - som om det var på kroen de var taget.



Det er meningen at kroen i begyndelsen af filmen skal virke forfalden, men senere pudses op. Hørbybåden skal i filmen sejles af styrmand Sejr Christensen, der dog flere gange må overlade roret til Dirch Passer. Båden skal camoufleres, så den ikke kan identificeres, hvorimod det ventes at kroen beholder sit navn i filmen. Det er tanken at lade Dirch Passer og Ove Sprogøe bruge den gamle bil til en forrygende køretur. (Holbæk Amtstidende 24-04-1956)





I en scene har Henrik Wiehe og Ove Sprogøe i kroens veranda en samtale om køb af kroen. Mens samtalen står på kommer Dirch Passer med halvanden meter lange skridt gående langs stranden. Han er netop kommet i land efter færgeturen fra Holbæk og er i skipperuniform med skinnende knapper. Han stikker hovedet ind ad vinduet og fortæller hårdt og brutalt at kroen ikke er til salg. Denne scene udgør eet minut af spilletiden i filmen, men det varede ca. fire timer at optage den. For at optage de indendørs billeder måtte man bruge en lysstyrke på 30.000 watt. Inden de sidste billeder kunne tages skulle kroen istandsættes. Kun omkring en trediedel af filmen blev optaget i Hørby og på Holbæk Havn, mens de to trediedele blev indspillet på atelieret i København.



Filmoptagelserne samlede mange interesserede - ikke mindst da det blev røbet at instruktøren skulle bruge en del lokale statister. Sikkert mange drømte om at få lov at filme sammen med Dirch Passer, Kjeld Petersen og Ove Sprogøe. Straks ved ankomsten til Hørby kom to "småtrolde" - en dreng og en pige på 6-7 år med deres autografbøger. Mens Ove Sprogøe ridsede sit navnetræk sagde han overrasket over at blive genkendt "Naa, I er måske fra København". "Nej vi er fra Danmark", svarede de ufortrødent. Da Ove Sprogøe havde sundet sig lidt spurgte han igen med frisk mod "Er I søskende", hvortil de med een mund svarede "Naej, vi er forlovede". Den kunne skuespilleren ikke give igen på og han følte sig som tilhørende en generation, der er sakket langt, langt bagud. Spøgefuldt stillede en af teknikerne sig troskyldigt i køen af autografjægere og efter at Ove Sprogøe havde skrevet sit navn tilføjede teknikeren ovenover "Jeg vil give fem øl".


I tonevognen, hvor al tale i filmen optages på bånd og i en stationscar, der lyder navnet "lensgreven", havde selskabet installeret apparater til direkte radioforbindelse med studiet i København. Denne installation havde foruden værdien af, at det udstationerede mandskab hele tiden kunne have forbindelse med "far derhjemme" - den fordel at den kunne bruges til optagelser af lyd på skibe til søs, af gadetrafik og andet uden at der nødvendigvis skulle udlægges kabler. Lyden kunne sendes pr. trådløs. Installationen var så ny, at den brugtes for første gang. Der var åbenbart sket en misforståelse med frekvenstildelingen, for adskillige gange i dagens løb lød militære ordre fra befalingsmænd i Jægerspris gennem anlægget - så filmfolkene blev belært om moderne krigsføring. Midt under optagelserne indtraf det kedelige, at der kom "salat i kassen", hvilket udlagt vil sige at kameraet brændte sammen. "Vær venlig at gå over i brugsforeningen og hent for 25 øre kamera" sagde Dirch Passer. Men der var ingen tjenstvillige i nærheden. Tonemanden, der også regulerede strømtilførslen "prøvede en tyr", hvilket er jargonen for en elektrisk impuls for at undersøge om sagen er klar. Det var den og der kom igen skred i foretagendet.



I en af slutscenerne ender Henrik Wiehe, der i filmen spiller skurken, på hovedet i Holbæk Havn. Filmoptagelserne foregik derfor på et tidspunkt, hvor færgen lå der. Situationen i filmen er den at Henrik Wiehe i sin elegante bil kommer og vil køre ombord, men Dirch Passer slipper fortøjningen og sætter fart på båden. Rebet griber fat i bilens kofanger og haler den i havnen. Instruktøren mente dog at Henrik Wiehe ikke ville blive glad for at gå i bølgerne. Det så temmelig uhumsk ud på grund af et kloakudløb lige i nærheden. Derfor blev der sat en dukke ind, der lignede ham, men i filmen skulle han dog trækkes op af vandet udvandet som en druknet mus.



Saga flyttede for en dag teknikken til Holbæk for at optage nogle scener, hvor det var meningen at Mimi Heinrich og Henrik Wiehe skulle spille en tenniskamp. Men Mimi Heinrich havde aldrig spillet tennis og fluks måtte der skaffes en såkaldt "stand-in". Tennisklubbens formand manufakturhandler Marius Nielsen fandt dog hurtigt Holbæk-pigen Anette Quist, som blev udstyret med hestehale af uld for at ligne Mimi Heinrich. Bagefter rullede hele vogntoget med teknikere, skuespillere og instruktør og den uundværlige fru Solvejg til Hørby. Der skulle dog senere optages endnu nogle scener i Holbæk, bl.a. skal Kjeld Petersen hente penge i Holbæk bank - og Henrik Wiehe skal køre på hovedet i havnen.



Anette Quist, der var datter af kontorchef Quist i Holbæk, havde ikke drømt om at hun skulle medvirke i Saga-filmen "Færgekroen". Hun blev sat ind som stand-in for at spille tenniskamp med Henrik Wiehe på Holbæk Tennis Klubs opvisningsbane. Henrik Wiehe og Mimi Heinrich kunne nok spille komedie - men ikke tennis. Det kneb temmelig meget med at ramme bolden. Det kunne gå an, når de skulle serve, men returneringerne blev som regel til nogle gevaldige huller i luften. Poul Bang afgjorde derefter at man måtte have en stand-in og hurtigt fandt man frem til Anette Quist, som havde samme højde og skikkelse, men var lyshåret og ikke havde hestehale-frisure. Men det klarede en sminkør ved hjælp af sort tyll. Nærbillederne blev taget af Mimi Heinrich, hvorefter man kørte kameraet langt tilbage, mens Anette Quist rutineret servede sine bolde.



Ugen efter flyttede filmholdet igen til Holbæk, hvor der skulle optages en enkelt scene ved Banken for Holbæk og Omegn i Nygade, hvor en mand går ind i en bank. Mere dramatik var der i forbindelse med nogle scener ved havnen, hvor en bil skulle køre pladask i bassinet. Henrik Wiehe skulle egentlig sidde ved rattet, men blev erstattet af en dukke. Han slap dog ikke helt. For bilen, som selskabet købte hos et bilfirma i Holbæk, skulle hejses op med en kran. Henrik Wiehe måtte gå ombord i den og så skulle han dyppes, hvorefter han skulle pjaske ind til land og hives op. Henrik Wiehe dog det dog med godt humør, idet han udtrykte at det hørte med til jobbet og at skidtet vel kunne vaskes af igen.



En halv snes lokale statister medvirkede som passagerer på Hørby-baaden, der tillige fungerede som bilfærge for selskabets "lensgreve".



Ikke mindre end tre gange måtte Henrik Wiehe ud i det snavsede og uappetitlige vand i Holbæk havn. Optagelserne foregik på den måde at Falcks kranvogn hejsede bilen - en Peugoet sportsvogn af ældre model - med Henrik Wiehe ned til vandoverfladen, så gav man los og samtidig satte skipper Sejr Christensen fuld gas på færgen, der halede vognen frem, mens den langsomt gik til bunds. Henrik Wiehe blev siddende og fægtede med armene lige til vognen forsvand helt. Så svømmede han ud og indtil bolværket. Den første gang blev vognen trukket skævt ind mod bolværket - og så måtte hele scenen tages om. Men først skulle vognen på land igen. Det klarede Saga's fotograf Ole Lytken, der er frømand om en hals, og straks dykkede til bunden og anbragte trosserne. Henrik Wiehe skiftede tøj imens og måtte på den igen. Anden gang lykkedes det fint. Men netop som han havde smidt de våde bukser kom Poul Bang i tanke om at scenen, hvor han kravler op, skulle tages fra en anden vinkel - og så blev det altså tredje gang i baljen. Selv tog Henrik Wiehe det med godt humør. Han grinede over hele hovedet hver gang han blev hevet op som en druknet mus. Særligt morsomt har det nu ikke været at bruge en fin sommersøndag på at pjaske rundt i Holbæk havn med tøjet på, mens flere hundrede mennesker stod og grinede ad ham.



"Han var en flink fyr" sagde teknikerne til hinanden, før Henrik Wiehe gik i baljen. "Var?" sagde en af de udenforstående. "Luk øjnede op" svarede teknikeren og pegede mod havnebassinet, hvor vandet lignede jorden omkring en læk aljebeholder. Optagelserne i havnen begyndte lørdag formiddag, hvor det lykkedes at få sportsvognen i vandet. Første gang hang den fast - så rebet der trak den sprang. Anden gang plaskede den i, men ville ikke synke. Med en dukke ved rattet sejlede den i Hørbybådens kølvand i henved et minut før den dykkede. De vigtige scener foregik søndag formiddag og samlede en tyk bræmme af tilskuere på havnepladsen. Kun Henrik Wiehe medvirkede. Da det var erfaret at vognen flød et halvt til et helt minut før den sank var der ingen fare ved det. Men skulle der ske noget sagde Poul Bang trøstende til Henrik Wiehe - så har vi en frømand klar - han kan være i tøjet i løbet af en halv times tid ! "Tak for den tid vi har kendt hinanden" sagde fotografen. "Trist at det skulle ende sådan, men heldigvis er der nok af skuespillere !"



Til sommerballet på kroen i filmen "Færgekroen" inviterede man som statister unge balletdanserinder fra teatrene, blandt dem Lisbet Nielsen og Grete Nielsen fra Det ny Scala, - som skulle hjælpe med til at skabe ynde og charme på de hvidskurede gulvbrædder. Som sommergæster ved et af Dirch Passers kroborde medvrikede som statister, kontorelev Ulla Thoudahl Svendsen og hotelportier Jørgen Andersen.



Hørbyfærgen blev lejet for 3.000 kr. til alle de optagelser, hvori den skulle med og Hørby Færgekro blev lejet formedelst en restaurering udvendig både hvad maling og kalkning angår.