Birthe Wilke
Født: 19-3-1936 i København

Billede af Birthe Wilke Billede af Birthe Wilke
Biografi
Birthe Mary Wilke, der er datter af musikeren Helmuth Wilke og dermed ud af en musikalsk familie, voksede op på Vesterbro i København. Hun startede sin karriere som akrobatpige og sang som 12-årig ved musikforeningens julebal. Straks derefter kom hun til Solby Scenen, hvor hun blev refrainsangerinde ved juniorbandet "The Suntowners". Efter skolen kom hun i lære hos en dameskrædder. I marts 1951 vandt hun en talentkonkurrence i National Scala og under turnéen med "Gnisterne" i sommeren samme år fik hun tilbud om engagement på restaurant Nalen i Stockholm og fortsatte med succes i Sverige i flere måneder. Da hun vendte tilbage til Danmark tog hun på turné i provinsen og fik i 1952 sin pladedebut med "Botch-a-me". Birthe Wilke blev derefter knyttet til Paul Verlis' band i München og fik en opgave med at underholde amerikanske soldater, der var udstationeret i Tyskland. I et helt år optrådte hun fast hver uge i den amerikanske sender AFN. Siden optrådte hun hos Poul Verlis i Garmisch, kom med i et stort musikstævne i Berlin og var to måneder i Holland. Efter sin hjemkomst blev hun knyttet til Bruno Henriksens orkester i Dansetten i Tivoli med et fortrinsvis jazzpræget repertoire. Birthe Wilke blev den 18. juni 1954 gift på Københavns Rådhus med den professionelle cykelrytter Otto Verner Olsen (06-02-1928), men ægteskabet blev kort. Hun indsang sin første plade "Be anything" og begyndte at synge populærmelodier, mens de jazz-orienterede sange gled mere og mere i baggrunden. Hun fik sin debut i Volmer-Sørensens radioudsendelse "Hveranden lørdag". Fra 1954 og frem til midten af 1960erne var hun en af de populæreste refrainsangerinder, Hun sang et utal af døgnmelodier til succes og indsang et stort antal grammofonplader. Blandt de mange sange er "Lirekassemandens datter", "Kom, nu skal vi hygge os", "Se, nu titter solen ind til os igen", "Kære John", "Håndklaver og charme", "Pepita fra Mallorca", "Huset i Canada", "Stop den lille kænguru", "Que sera sera", "Smil gennem tårer", "Tammy", "Jetpilot", "Næeh har man hørt så galt", "Zoo Be Zoo", "Eventyrrejsen", "I gondolernes by" og "Hvide syrener". Men den største pladesucces var "Den gamle gartners sang" fra 1956 i duet med operasangeren Mogens Wedel (24-01-1915 - 30-07-1990). Pladen blev solgt i over 150.000 eksemplarer. Hun rejste landet tyndt med sin bror musikeren Tom Wilke som akkompagnatør. I 1957 vandt hun sammen med Gustav Winckler det danske Melodi Grand Prix med "Skibet skal sejle i nat". Ved finalen i Frankfurt i marts 1957 sluttede parret med at kysse hinanden i 32 sekunder for åben skærm. Sangen fik en 3. plads og det forlød at de katolske sydeuropæere ikke ville lade dem vinde fordi de kyssede så længe efter. To år efter vandt hun påny det danske Melodi Grand Prix med "Uh, jeg ville ønske jeg var dig". Hun tog i 1959 på en lang ferie i USA, hvor hun først forelskede sig i den velhavende grønthandlersøn John Spagnola, men i stedet giftede sig den 9. januar 1960 i med den 21-årige slagter Donald F. Tagmeyer jr. fra Mishawaka. Brylluppet foregik i en lille landsbykirke i nærheden af Loganport i Indiana. Forholdet gik imidlertid kort efter i stykker, og i juli 1960 vendte Birthe Wilke hjem til et come-back på Kystens Perle i Snekkersten. Hun kom endvidere med i Catherina Valentes 25-års jubilæumsshow i Stuttgart. Birthe Wilke indspillede flere reklamefilm og spillefilm. Hun sang "Tivoli Night" i spillefilmen "Reptilicus", titelsangen i filmen "Jeg elsker dig" og sangen "Johnny" i filmen "Natlogi betalt". I slutningen af 1950erne og i 1960 turnerede hun i flere lande bl.a. Sverige, Finland, Polen, Vesttyskland og USA. I 1966 valgte hun på toppen af sin karriere at stoppe. Hun ville ud af en stresset showbizz-tilværelse og have mere tid sammen med sønnen Ricky. Hun uddannede sig som sekretær og arbejdede i 7 år i Handelsbanken. Birthe Wilke vendte tilbage med et par dansktop-melodier i 1973 med "Roma, Roma, Roma" og en nyindspilning af "Visne roser" og hun optrådte på Kystens Perle ved Helsingør. I 1983 havde hun igen en offentlig optræden i forbindelse med Jørgen Fritzes omrejsende modeshow samt i et syng-med program i TV. Derefter har hun levet en tilværelse tilbagetrukket i Bevtoft i Sønderjylland.


Har arbejdet med følgende 2 film:
Natlogi betalt (1957)Sanger
Soldaterkammerater (1958)Sanger