Biografi
Ib Christian Albert von Cotta Schønberg, skuespiller, der var søn af exam. pharm. Even Frederik Johannes Schønberg (1852-1915) og hustru Christiane (Jane) Nielsine Østrup (1860-1953) - og fætter til skuespilleren Birger von Cotta Schønberg, kom på handelskursus og tog afgangseksamen fra Påhlmans Handelsakademi i 1918. Han debuterede i efteråret 1919 som den gamle greve i "Herren ser dine veje" hos Holger Rasmussens teaterselskab på Sønderborg Teater og fik året efter sin københavnerdebut på Sønderbros Teater i "Den sorte panter". I den næste halve snes år turnérede han ved provinsens teatre, hvor han ikke sjældent både var skuespiller og presse- og reklamemand. Efter at have været medlem af "Det Sønderjyske Teater" blev han fra 1922-24 skuespiller og pressesekretær hos Gerda Christophersen og var derefter engageret 1924-25 hos Ove Bassøe's teaterselskab, 1925-26 hos Svend Wedel's teaterselskab, 1926-27 som forretningsfører hos Otto Jacobsen's teaterselskab, 1927-28 skiftevis hos Svend Wedel og Otto Jacobsen og 1928-29 først hos Svend Wedel og derefter hos Harald Stabehl's teaterselskab. I 1930 blev han pressesekretær for Adam Poulsen ved Friluftsteatret i Dyrehaven og i 1931 blev han som skuespiller og forretningsfører tilknyttet Det Ny Teater under Ivar Schmidt. Han fik her et gennembrud i de to Soya-stykker "Hvem er jeg?" (1932), hvor han spillede den typiske danske middelmand og i "Umbabumba" som den sorte medicinmand. Efter at han i 1933 fik sit store københavnske skuespillergennembrud som den kostelige betjent Bobby i det engelske lystspil "Mr. Cinders" gled han i 1934 ind i teatrets ledelse som underdirektør og pressechef. I de følgende sæsoner spillede han bl.a. Porthos i "De tre musketerer" (1933), Celestin-Floridor i "Nitouche" (1934), Bill i "Den grønne elevator" (1935), Onkel Tobias i "Verdens rigeste pige" (1936) og Smedesvend Madsen i "Genboerne" (1937). Sammen med Ivar Schmidt var han direktør til teatrets fallit i 1937, hvor det overgik på andre hænder. Nu og da dukkede han op i nye roller på teatrene, f.eks. som Christian den Anden i "Dyveke" på Riddersalen (1940), Balletmester Stork i "Barn i Kirke" på Nørrebros Teater (1943) og Falstaff i "Henrik IV" på Skolescenen (1944). En overgang var han i 1945 meddirektør af Allé-Scenen og søgte et par år senere at redde Nygade Teatret. I lang tid drev han også Nørrebros Teater, hvor han spillede i en lang række operetter og havde roller fra Svinegreven i "Zigøjnerbaronen" til Baron Weps i "Fuglekræmmeren". Sin sidste teaterrolle havde han som Millionæren i "Du kan ikke ta det med dig" hos Stig Lommer i efteråret 1954. Selv om han allerede i 1925 optrådte i Tivoli Sommerrevy i Svendborg og som 26-årig var med i Rottefælde-revyen 1928 i Svendborg, var det først i 1937 at han begyndte sin egentlige revykarriere på Bellevue Teatret i "Sommer Show" og året efter i revyen "Hvemsomhelst" på Apollo Teatret. I Apollo-revyen 1939 sang han visen "Det tænker jeg på så tit". I 1942 og 1944 medvirkede han i Cirkusrevyen, hvor han i 1942 sang visen "Den bløde mellemvare" og sammen med Knud Heglund visen "Vi dyrker swing-pjat". I 1943 var han engageret i Dagmarrevyen, hvor han sang visen "Ikke helt - men næsten". I 1945 startede han Fælledrevyen i sit eget Cirkus Ib i Fælledparken, hvor han var direktør 1945-46. Han havde her populære viser som "Når der kommer en båd med bananer" og "Den kære gamle Fælled". De følgende år 1948-51 var han med i Cirkusrevyen på Bakken. I revyteltet sang han bl.a. "Der er så hyggeligt i Klampenborg", "Grundlovsvalsen" og i 1950 hovednummeret "Det var mig og Melloni og Lazarus" sammen med Liva Weel. Året efter sang han i revyen "Pjerrots Fyraften", "Der må være lidt solskin" og gav for fuld udblæsning "Pigen fra Søndre Boulevard". I 1953 fik han bevillingen til Bakkerevyen, som han var direktør for indtil sin død. I 1953 sang han "Du og jeg vil altid være venner" og "Jeg har aldrig fået no'ed", mens visen "Mariehønen" stammer fra Cirkusrevyen 1954. Ib Schønberg optrådte også som konferencier og arrangør af shows og velgørenhedsforestillinger rundt om i landet. Han havde bl.a. festlige shows i "Valencia" og skiftende foretagender hos Restaurant Nimb. Det var dog som filmskuespiller han først og fremmest vandt sin store popularitet. Han var engageret ved så godt som samtlige filmselskaber og fra 1930erne og frem til sin død var en af de mest benyttede filmskuespillere - og hele landets "Ibbermand". Han fik sin stumfilmdebut i en birolle som munk i filmen "Heksen" og spillede med i et par Fy og Bi Film. Han var engageret ved Palladium Film fra 1933 til 1939 og ved ASA Film fra 1939. Han gæstespillede i Oslo samt for Lux Film og Europa Film i Stockholm i 1946. Han mestrede både roller indenfor det lette lystspil repertoire og karakterroller indenfor den alvorlige side af genren. Blandt de mange film han medvirkede i kan bl.a. nævnes roller som gadebetjenten i "Panserbasse" (1936), Jammerherren i "Afsporet" (1942), butleren i "Hans onsdagsveninde" (1943), teaterdirektøren i "Mordets melodi" (1944), skuespilleren Emil Flor i "Biskoppen" (1944), den runde jordemodermand i "Diskret ophold" (1946), ågerkarlen i "Familien Swedenhielms" (1947), den kyniske værnemager i "Tre aar efter" (1948), den afsporede forstander i "Kampen mod uretten" (1949), drankeren i "Café Paradis" (1950), Olsen i "Avismanden" (1952) og som far i "Far til fire"-serien. Hans sidste film var "Bruden fra Dragstrup", idet han blev indlagt dagen efter sidste optagelse af denne film. Udover revyviser indsang han på grammofonplade et væld af populære schlagere og en serie taleplader med grinagtige dialoger sammen med Clara Østø, Axel Boesen og Alex Suhr. Dertil kom sangene fra hans film, bl.a. "I det lille rige, ved det blanke sund" og "Det er sjovt, hvad du fortæller os, men ih hvor er det løgn" begge fra "Barken Margrethe", "Jeg elsker en pige, hvad mer' ska' jeg sige" fra "Kidnapped", "Så længe vi to holder sammen" fra "Week-end", "Åh, jeg er så glad i dag" fra filmen "Panserbasse", der blev en landeplage, "Et hus på en lille henrivende vej" fra "Inkognito", "Opvarter Olsen siger godnat" fra "Ved Kongelunden" og "Det er sommer det er sol og det er søndag" fra "Far til fire". Fra filmen "Ved Kongelunden huskes også "Den danske sommer" sammen med Henry Nielsen. Han fik en Bodil for bedste birolle som den forsumpede redaktør i "Ta' hvad du vil ha'" i 1948 og yderligere en Bodil i 1951 for hovedrollen i "Café Paradis". Han medvirkede også i flere udenlandske film, bl.a. det norske lystspil "Troll i ord" (dansk titel: "Et vintereventyr"), hvor han sang "Man må tute med de ulve, der er ute". Han var en sjælden gæst i Radioteatret, men medvirkede bl.a. som Castell-Benac i Pagnols "Topaze", som Jammerherren i Schlüters "Afsporet" og som den gale sagfører i Soya's "Brudstykker af et mønster". Desuden medvirkede han i en periode i Mogens Dams serie "Ved tanken". I påsken 1952 oplæste han Jesu lidelseshistorie i Vigerslev Kirke. Ib Schønberg var Ridder af Dannebrog. Han var medlem af bestyrelsen for Skuespillerforeningen af 1879 og blev formand i 1955 efter Holger Gabrielsens død. Desuden sad han i bestyrelsen for Dyreværnsforeningen Svalen - for Himmelekspressen - et herberg for hjemløse og for Liva Weels mindelegat. Ib Schønberg blev den 17. marts 1924 gift på Københavns Rådhus med skuespillerinden Astrid Inger Lisbeth Rosenberg Hammer - kaldet "Dukse" (19-12-1901 - 15-02-1983), som han i 1922 traf hos Gerda Christophersen. Hun fulgte ham gennem alle provinsengagementerne og kom for en kortere tid også med ham til Det ny Teater. Sammen var de forældre til teater- og balletskribenten Bent Schønberg. Ib Schønberg blev ramt af en lungebetændelse den 4. maj 1955 og måtte forlade prøverne på "Cirkus Ib". Han var sengeliggende først på Bispebjerg Hospital og siden på Skodsborg Sanatorium, hvor han døde den 24. september 1955.