Poul Rudi
Født: 11-7-1930 i København

Biografi
Poul Rydiander Jensen - bedre kendt som Poul Rudi - voksede op på Nørrebro i København som søn af Heinrich Jensen og Ragna Rydiander. I sommeren 1953 vandt Poul Rudi en amatørkonkurrence på Sandvig Badehotel og det blev startskuddet for en karriere i dansk showbusiness. På Bornholm mødte han Otto Brandenburg og de dannede duoen Poul & Otto og optrådte på øens badehoteller og senere som jazzsangere i små klubber. De blev snart enige om at udvide duoen og var i 1956 med til at danne vokalgruppen Four Jacks sammen med John Mogensen og Bent Werther. Gruppen fik sin storhedstid i perioden 1957-1963 efter at have været på TV i foråret 1957. Four Jacks fik i 1956 pladesucces med deres første singleplade "Den vilde vind" og "Slentre gennem regn". Året efter indspillede de "Når lygterne tændes", "Den fredløse", "På en ø i oceanet" og i 1958 "Æselsangen". Efter tre år udtrådte Otto Brandenburg af gruppen nytårsaften 1958, da han i stedet ønskede at være rocksanger. James Rasmussen kom med i stedet. Gruppen fik de følgende år en meget stor succes med pladesuccesser som "Tom Dooley", "Ciao Ciao Bambina", "Waterloo", "Personality", "Bare man har det godt", "Tapre Ørn", "Oh, Marie jeg vil hjem til dig", "Kom til Alaska", "Skræddervisen", "Det var på Capri" og "Mandalay". Four Jacks debuterede den 2. februar 1957 i et af den tids mest populære underholdningsprogrammer i radioen. Four Jacks var i disse år det mest populære band herhjemme. De havde bl.a. tv-optræden i Volmer-Sørensens "TV i Tivoli" og i Otto Leisners "Pladeparade". Når de ikke optrådte i radio og tv turnérede de rundt i landet. Four Jacks gæsteoptrådte i Sverige, Norge og Island og medvirkede i TV-show i Tyskland. De var med i forestillingen "Sommer i Tyrol" på ABC-Teatret. Gruppen var i tre år med i Tivoli revyen og i to år hos Povl Sabroe i Cirkusrevyen på Bakken. Bl.a. sang de i 1961 den morsomme nye tekst til "Jens Hansen’s bondegård". De medvirkede også i et par film. Bl.a. synger de kor for Frits Helmuth, Dirch Passer og Ove Sprogøe i "Styrmand Karlsen", og kan også ses på filmen. I filmen "Prinsesse for en dag" optrådte de som sørøvere med sangen "Mytteriet på Bounty". Men en dag sluttede det lige så brat, som det begyndte, da gruppens medlemmer blev uenige om hvor mange bajere, der skulle drikkes og hvor tidligt på dagen og da gruppen havde fuldendt deres engagementer i 1964 gik de hver til sit. Poul Rudi blev sælger i et nystartet firma i Herlev, der hed Caldano og blev halvandet år efter salgschef i firmaet. Firmaet solgte abrikosdesserter og strømpebukser til damer. Sideløbende begyndte han en solistkarriere og fik nogle hits som "Den sidste vals" og "Jeg gør hvad jeg kan for Maria". Desuden sang han duet sammen med Birgit Lystager. I starten af 70'erne sang Poul Rudi på Hotel Sheraton i København, hvor der kom amerikanske forretningsfolk, og via dem fik han lyst til at forsøge sig som sælger i USA. I september 1973 udvandrede han til USA og solgte danske møbler først i Chicago og senere i San Fransisco og San Diego. Senere købte han tre mælkeruter i San Diego i det sydlige Californien. Efter skilsmisse i 1977 fra sin danske kone Sally fik han en nedtur, men arbejdede sig op igen og fik arbejde i et investeringsfirma, ligesom han havde små private forretninger ved siden af, bl.a. med salg af anparter i strudsefarme. Han levede en årrække med en af parrets døtre, indtil han giftede sig med en amerikansk kvinde. Under et par rejser til Hawaii har han sunget med superstjernen Don Ho og i 90erne sang han ved lokale påskespil i San Diego i Californien, hvor han bor. Poul Rudi har også udgivet en cd med kristne sange.


Har arbejdet med følgende 1 film:
Natlogi betalt (1957)Sanger