Peter Nielsen
Født: 2-12-1876 i Haldum v/ Randers
Død: 26-9-1949
Gravsted: Assistens Kirkegård - Nørrebro - Kbh

Billede af Peter Nielsen
Biografi
Niels Peter Nielsen, skuespiller, der var søn af restauratør Rasmus Nielsen, debuterede på Randers Teater i 1900 og blev senere elev af Karl Mantzius og uddannet på Det Kongelige Teaters elevskole 1903-04. I årene omkring første verdenskrig blev han af af Adam Poulsen og Johannes Nielsen knyttet til Dagmarteatret. Senere benyttede Hoffman ham i en række roller, hvor han viste en markant karakteriseringsevne, som stærkest kom til udtryk i rollen som kanonkongen Andrew Underschaft i "Major Barbara". Nogle år senere ydede en fremragende præstation som mægler Gruesen i førsteopførelsen af Soyas "Parasiterne". De senere år spillede han især på provinsturneer. Han var aktiv til det sidste og spillede som gæst på Odense Teater. Han debuterede på film i 1909 og medvirkede i en lang række stumfilm - der med enkelte undtagelser var optaget hos enten Fotorama / Dansk Filmfabrik i Århus eller hos Nordisk Film, bl.a. Sandbergs Dickens film. Peter Nielsen fortsatte med at filme efter tonefilmens gennembrud og stod foran kameraet helt indtil et par år før sin død. Peter Nielsen var med til at stifte Dansk Skuespillerforbund og var gennem mange år medlem af forbundets bestyrelse og redaktør af forbundets medlemsblad. Fem år før sin død blev han udnævnt til æresmedlem af Skuespillerforbundet. Peter Nielsen skrev mindst 10 stumfilmmanuskripter bl.a. til "Dr. Gar el Hama" 4. og 5. del. Peter Nielsen blev gift den 23. juni 1902 med Margrethe Magdalene Nielsen, født Stelsig (f. 1876)