Preben Neergaard
Født: 2-5-1920 i Farum
Død: 22-7-1990
Gravsted: Ordrup Kirkegård - Kbh

Billede af Preben Neergaard Billede af Preben Neergaard Billede af Preben Neergaard Billede af Preben Neergaard
Biografi
Preben Neergaard (oprindelig Rathsack), skuespiller, var søn af kabaretstjernen Ulla Rathsack de Neergaard (10-05-1894 - 19-01-1982) og bankrevisor Erik Rathsack (29-05-1896 - 30-05-1959). Forældrene blev skilt i 1925, men først i 1929 fik han navneforandring til de Neergaard. I 1931 blev han adopteret af pressesekretær ved Odense Teater, chefredaktør, cand.jur. Poul Christian Herholdt Dreyer (12-05-1894 - 24-08-1978), som den 9. november 1929 havde giftet sig med moderen. Preben Neergaard blev student i 1939 fra Odense Katedralskole og læste derefter hos kgl. skuespiller Carlo Wieth inden han gennemgik Det Kongelige Teaters elevskole 1940-43. Han debuterede 17. april 1942 i "Kristian d. 2." på Det Kongelige Teater og havde rollen som den selvudslettende sekretær i "To Traade" i 1943. Efter afgangen fra Det Kongelige Teater spillede han med i alt fra Strindberg til moderne absurde dramatikere. Allerede i 1945 spillede han Holger Gabrielsens klassiske rolle som Henrik i "Henrik og Pernille" og han fik siden mange Holberg-roller, bl.a. som Henrik i "Maskarade", Pierre i "Jean de France" og Herman von Bremen i "Den politiske Kandestøber". Preben Neergaard var knyttet til Det Kongelige Teater fra 1943 til 1947 og senere igen fra 1952 til 1957. Fra 1948 til 1952 var han både skuespiller og instruktør ved forskellige københavnske scener. Han var i 1952 instruktør på farcen "Solstik" på Apollo Teatret, der blev en kæmpesucces. Da han i 1952 vendte tilbage til Nationalscenen var han samme år en glimrende Armand i "Colombe", ligesom han spillede Meyer i "Indenfor murene". Han forlod igen Det Kongelige Teater i 1957 for at blive free-lance skuespiller og instruktør i hovedstaden såvel som i provinsen. Op gennem 1950erne spillede han en lang række operette- og musicalforestillinger på Det Ny Scala, fx. "Call Me Madam", "Orfeus i underverdenen" og "Flagermusen". Sidst i 1940erne medvirkede han i PH-revyen "Kom frit frem" og fik i 1949 succes i Cirkusrevyen sammen med Birgitte Reimer og Buster Larsen. I somrene 1958-1964 var han hovedkraft i Cirkusrevyen - i flere år i samspil igen med Buster Larsen. Han havde to år i træk succes med henholdvis nummeret "Det gamle hakkebræt" (1958), som havde fået andenpladsen i årets Melodi Grand Prix og sammen med Buster Larsen i den festlige "Dikke-dik" (1959) Udover disse numre sang han i 1958 Epe's "Købt, lejet eller på prøve" og i 1959 Erik Leth's "Det kilder", ligesom han i 1962 havde eet af revyens store numre, hvor han optrådte som Poul Reumert, der spillede Swedenhielm til en jubilæumsforestilling. Sidst i august måned 1960 var han uheldig at brække benet, da han snublede på en høj skrænt ved sit sommerhus i Gilleleje på vej mod sit morgenbad. Det var en streg i regningen fordi han i september skulle spille professor Higgens i "My Fair Lady" på Det ny Scala. Han var gæst på Odense Teater i 1961, hvor han iscenesatte og spillede Chilian i "Ulysses von Ithacia" og var også engageret på samme teater i sæsonen 1964-65. Preben Neergaard arbejdede som skuespiller eller instruktør på næsten alle teatre i København og provinsen - i radioen og som TV- og filmskuespiller. Han spillede på turne Billy Jack i "Teenagerlove" og blev belønnet med Teaterpokalen 1970 for sin hovedrolle i "Kejseren af Assyrien" på Boldhus Teatret. Han iscenesatte som instruktør f.eks. Holbergs "Den poetiske Raptus", Shakespeares "Stormen" og "En skærsommernatsdrøm". I starten af 1980erne var han fortrinsvis på Aalborg Teater som iscenesætter og skuespiller. Han fik stor succes i en række tv-spil, bl.a. "I Adams verden", "Bella", "Rundt om Selma" og "Louises hus". Preben Neergaard var ialt gift 6 gange og fik otte børn. Han blev første gang gift den 5. august 1942 på Københavns Rådhus med skuespillerinden Anita Prülaider. Ægteskabet blev opløst den 9. november 1944. Den 26. februar 1946 blev han viet i Nykøbing Falster Kirke til skuespillerinden Birgitte Reimer. Senere blev han den 11. april 1958 gift på Søllerød Rådhus med balletdanserinde ved Det Kongelige Teater Fritzy Lillian Koch (05-06-1936 - 04-01-2023). I april 1964 giftede han sig i Blovstrød med balletdanserinde Marianne Andersen og den 1. juli 1967 blev han i Nødebo Kirke gift med cand. psych. Sanne Svendstorp (f. 18-01-1947). Endelig blev Preben Neergaard i august 1980 gift i Dragsholm Slotskapel med dramaturg ved Det Danske Teater Charlotte Sass Mønsted (f. 11-01-1951).


Har arbejdet med følgende 3 film:
Solstik (1953)Drejebog, Manuskript
Hvad vil De ha' ? (1956)Instruktion
Lån mig din kone! (1957)Drejebog, Instruktion, Manuskript

Har arbejdet med følgende 12 revyer:
Charlottenlund-Revyen (1948)Tekst, Musik
Kom frit frem (1948)Kunstnerisk ledelse
Hornbæk Revyen (1950)Instruktion
Fiffer-Revyen - En tak til (1951)Instruktion
Her er vi igen (1953)Instruktion
Kvindernes oprør (1958)Instruktion
Cirkusrevyen (1959)Tekst, Instruktion
Cirkusrevyen (1960)Instruktion
Cirkusrevyen (1961)Instruktion, Tekst
Cirkusrevyen (1962)Instruktion
Kvindernes afløb (1970)Instruktion
Tivoli-Revyen (1974)Instruktion

Priser:
Teaterpokalen (1970)