Teltpladsen ligger i den sydlige del af Gudhjem. Man kan gå derud ad en klippesti, der udgår fra havnen, eller gå ad den gamle vej mod fiskerlejet Melsted. Det er den vej, Ib Mossin kom kørende på i den flotte åbne Mercedes Benz. I denne scene bliver der panoreret ud over teltpladsen - og man ser Sser Søs og Peter i løb mod teltene.
På www.bornholm.net Overnatning/Camping fremgår det, at filmene "Far til Fire på Bornholm", "Sonja på Bornholm" og naturscenerne i filmen "Bornholm's Stemme" alle er optaget på Sletten i Gudhjem.
Mange teltscener blev dog optaget ved ASA i Lyngby.
Ca. 32 minutter inde i filmen, hvor Peter Malberg og Karl Stegger skal rejse teltet ser man tagrygningen på rækkehusene på Blomstervænget, der lå overfor ASA Filmstudie. Det samme ses øjeblikket efter hvor Ole, Mie og Lilleper beskyldes for at være amatører. Og gentager sig da Ib Mossin er ankommet til campingpladsen og må hjælpe børnene med at få rejst teltet.
Bjarne Rydstrøm fra sanggruppen "Blue Boys" skriver i sin erindringsbog "Blue Boys", at optagelserne med dem foregik på ASA om efteråret, hvor alle var i sommertøj, medens man sang i teltåbningen. Alle frøs til den store guldmedalje. Det hjalp bagefter, da der i kantinen blev serveret varme gule ærter.
Her et citat fra bogen om Far til Fire:
”På Asas studie opbevarede man de gamle nitratfilm i en betonbunker med jerndøre, og den burde være sikker nok. Men nitratfilm kunne tilmed i særlige situationer selvantænde, og det var sikkert, hvad der skete den aften i Lyngby. De mange film i Asas boks eksploderede. Bunkeren sprængtes, og brændende film føg ud over den campingplads, der var bygget op på studiegrunden, og som skulle gøre det ud for campingpladsen ved Gudhjem. Fars og onkel Anders’ telt brændte ned til grunden. Kun de afsvedne jernpløkker stod tilbage i jorden. Campingpladsen lod sig dog genetablere".