Duval Mols
Født: 16-10-1897 i Østbirk sogn v/ Skanderborg
Død: 20-11-1955
Gravsted: Horsens Østre Kirkegård

Biografi
Duval Mols (Niels Duevald Kristensen), der var søn af fabriksarbejder Søren Peter Kristensen og hustru Karen Nielsen Due, var i sine ganske unge år håndværksuddannet som smed. Han var i besiddelse af både sanglige og sceniske talenter, der førte ham ind på en kunstnerbane. Han lærte at synge hos Herold, der hørte ham synge ved en fest. Han begyndte sin teaterkarriere i operettefaget, hvor hans smukke tenor gjorde ham beundret og han var herhjemme længe den bedste Schubert i "Jomfruburet". Han rejste i mange år dels med direktør Peter Kjær og dels med Gerda Christophersen. Senere gik han over i lystspil- og farcefaget og arbejdede i en lang årrække på morskabsteatrene i Aarhus - dels på Kasino Teatret og dels på Vennelyst Teatret, hvor han var hovedkraften i årene 1932-40 og på sidstnævntes sommerscene i en enkelt sæson også direktør og kunstnerisk leder. I 1938 medvirkede han bl.a. i revy-operetten "Lykken ombord" på Vennelyst Teater og i 1940 i Aarhus Revyen "Hold hjulene igang" på samme teater. Derefter drev han "Molles Kro" i Kannikegade. Da denne blev ødelagt ved Schalburtage i 1944 flyttede han til Aalborg og optrådte her i Dan Christophersens revyer på Ambassadeur. Duval Mols blev den 20. oktober 1937 gift i Katolsk Kirke i Aarhus med skuespillerinden Emmy Viola Hansen, men blev skilt 10. september 1948.


Har medvirket i følgende 9 revyer:
Helsingør-Revyen 1935
Nykøbing F. Revyen 1929 1930
Vennelyst Teater Århus 1922 1932 1933 1934 1935 1939

Har arbejdet med følgende 1 revyer:
Aarhus revyen (1939)Direktion