Gitte Toksvig
Født: 28-3-1928 i København
Død: 27-7-2014 Mindebog
Gravsted: Manglende oplysning

Biografi
Karen Birgitte Toksvig, kaldet Gitte Toksvig, der var datter af redaktør Harald Toksvig, Gutenberghus (06-03-1895 - 15-05-1958) og hustru Karen Frederikke Clauson Kaas (25-11-1901 - 1960), var storesøster til tv-manden Claus Toksvig. Hun var barneskuespiller, og spillede i Politikens Børneteater Kammaluk i "Gullivers Rejse" på Bellahøj Friluftsteater og Weises elskede Julie Tutein i 1943. Hun optrådte der bl.a. sammen med Elin Reimer og Preben Kaas. Som voksen lagde hun stemme til "Alice i Eventyrland" i 1950. Hun søgte et job på Saga Film i Ordrup og blev ansat som "clapper" og script-girl for at komme lidt ind i et filmateliers atmosfære. Her fik Stig Lommer øje på den kønne pige med det særprægede ansigt til sine A.B.C. Revyer. På ABC Teatret spillede hun Prinsessen i "Et Juleæventyr" og sang revyviser i "Forargelsens Vershus" og "Forargelsens Sommerhus". Filmen havde også bud efter Gitte Toksvig. Det blev bl.a. til en mindre rolle i "Historien om Hjortholm" og én af de mange piger i "Op og ned langs kysten". Gitte Toksvig blev den 28. maj 1950 gift i Skovshoved Kirke med sin barndomskammerat, journalist, senere chefredaktør Nils Thomas Wedel (15-10-1925 - 04-08-1995), som skrev om teaterstof på Göteborg-Tidningen og i mere end 40 år virkede for den svenske Bonnier families forlag i såvel Sverige som Danmark. Det var Gitte Toksvigs plan at skabe sig en skuespillerkarriere indenfor film og teater både i Sverige og Danmark, men efter hun giftede sig forlod hun projektørlyset og blev i stedet talepædagog. I begyndelsen af 1970erne slog parret sig ned i Danmark for bestandig. Gitte Toksvig var ved sin død bosat i Glumsø.


Har medvirket i følgende 2 film:
Historien om Hjortholm (1950)Køkkenpige
Ved Kongelunden (1953)Serveringspige i Amager-dragt

Har medvirket i følgende 1 revyer:
A.B.C. revyerne 1950 1950