Sigurd Wantzin
Født: 25-9-1881 i Oslo, Norge
Død: 30-6-1957
Gravsted: Mariebjerg Kirkegård - Gentofte (fællesgrav)

Billede af Sigurd Wantzin
Biografi
Sigurd Egil Vilhelm Wantzin, skuespiller og sceneinstruktør, var søn af Casinos populære skuespillerpar Nicoline og Ludvig Wantzin og viste tidligt evner for scenen. Han beherskede violinen og flere instrumenter og viste stor musikalitet. Allerede som 5-årig debuterede han på Casino med en monolog af Sophus Neumann. Familien rejste i 1900 til Aarhus Teater, hvor Sigurd Wantzin i første omgang virkede som repetitør og musikalsk konsulent. Han var som den øvrige familie meget musikalsk og komponerede en "Aarhus Theaters Honnørmarch". Han debuterede ved Aarhus Teater i april 1901 som smedesvend Chresten Madsen i "Genboerne". Han var herefter engageret til Aarhus Teater som skuespiller - mest i mindre roller - til og med sæsonen 1903-04. Bl.a. spillede han i "Kong Erik og de Fredløse" ikke mindre end syv forskellige roller, men fik dog en art debut som Peter Ravn i "En Spurv i Tranedans". Fra 1906-08 havde han engagement ved Kasino i Aarhus og derpå fulgte et par års turnevirksomhed. De næste år var han tillige revydirektør i Rønne om sommeren og revydirekør andre steder i provinsen, bl.a. i 1911 for sommerrevyen "Det er løgn altsammen" i Rottefælden i Svendborg og i 1915 på Sommerlyst i Kolding. På Randers Folketeater havde han sin hustru skuespillerinden Rigmor Wantzin som revy-primadonna. I vintermånederne var han folkekomedieinstruktør i Vinterpaladset i København, ligesom han optrådte som klaverhumorist og visesanger ved Tivoli Varieté (det senere Apollo Teater). I 1919 var han gæst på Casino i forestillingen "Geisha" og i oktober 1919 indsang han nogle plader i Berlin for det danske selskab Beka. I april 1926 drog han til Bornholm på en 25-års jubilæumsturné og han opførte Bornholmsrevy med blandt andet Marguerite Viby. Wantzin var aktiv i filmen i årene 1914-1916. Han skrev manuskript til "Barnets magt" tilegnet datteren, skuespillerinden Lise Wantzin, der spillede hovedrollen. Han medvirkede bl.a. i "Tre "indvendige" Jomfruer", "To mennesker" og farcen "De unævnelige". Som en af de danske radiopionerer deltog han i Dansk Radioklubs første sendinger ved Lyngby Radio i 1922, hvor han oplæste scener af "Genboerne". I 1926 blev han knyttet til Statsradiofonien, der var blevet dannet 1. april 1925. Ved radioens sendinger var han fra første færd knyttet til de dramatiske og litterære udsendelser. I 1926-28 spillede han selv en del roller, men fungerede ellers som iscenesætter og tekniker. Med titel af regissør, overregissør og fra 1937 som instruktør nåede han gennem årene at iscenesætte 2.168 radioforestillinger, inden han i 1951 faldt for aldersgrænsen. Han medvirkede i et begrænset antal film i årene 1914-16 og sås sporadisk i tre tonefilm 1938-43. Han blev gift den 15. juni 1905 i Hospitalskirken i Aarhus med skuespillerinde Magdalene (Maggi) Hansine Zinn og siden den 21. maj 1908 med skuespillerinden Rigmor Wantzin, født Hjorth (15-09-1882 - 02-07-1965). Sigurd Wantzin havde kælenavnet "Wantze".


Har medvirket i følgende 3 film:
Livet paa Hegnsgaard (1938)Søren Østergaard - gaardejer
Sommerglæder (1940)Christian - tjener
En pige uden lige (1943)Thomas P. Jensen - vært I 'Café HÅBET' I Nyhavn

Har medvirket i følgende 10 revyer:
Billigheden 1919
Kolding Sommerrevy 1915
Svendborg Sommerteater - Rottefælden 1911
Tivoli 1909 1911 1912 1913 1913 1913 1921

Har medvirket i følgende 6 stumfilm:
3 indvendige jomfruer (1913) 
Zigo (1914) 
To mennesker (1914) 
Lidenskabens Magt (1915) 
Ledestjernen (1916) 
De Unævnelige (1916)