Daimi Gentle
Født: 1-1-1944 i København

Billede af Daimi Gentle Billede af Daimi Gentle Billede af Daimi Gentle
Biografi
Daimi Augusta Larsen er født i København, men flyttede sammen med sine forældre til Esbjerg i 1949. I 1961 deltog hun i en talentkonkurrence i TV-udsendelsen "Vi Unge" med "Travelling Light" som hun sang til eget guitar-akkompagnement. Her lagde man mærke til hendes charmerende udstråling. Året efter turnerede hun rundt i landet med den engelske gruppe "The Phantoms" i de svenske folkeparker og optrådte som popsangerinde på friluftsscener, markedspladser og ved foreningsfester, inden hun i 1964 blev fastansat som sangerinde i Jørn Grauengaards orkester. Hun var i en periode tilknyttet Stig Lommer som Lommerpige på ABC-Scenen, hvor hun medvirkede i "To bed or not to bed" og "Goodbye to all that" og sang duet med Perry Knudsen i "Perry, han sir". Hun deltog også i en studierejse til London. Daimi fik de første pladesucceser med "Piger elsker drenge" og "Stor skandale i familien". I Japan blev hendes "Tell me mama" et stort hit i 1965 og kom på den japanske hitliste. Hun var med i Cirkusrevyerne 1967 til 1971, hvor hun bl.a. fik stor succes sammen med Dirch Passer i duetten "Hvem har du kysset i din gadedør?" i 1967 og året efter med visen "Det ska' der fa'me en dame til". I 1970 sang hun i duet med Dirch Passer visen "To hund lang og en halv hund høj". Hun har optrådt på Det Ny Teater og Falkoner Centret og haft hovedrollerne i "Pippi Langstrømpe" og i "Annie Get Your Gun". Desuden medvirkede hun bl.a. i "Piger til søs", "Solstik", "Harvey" og "Godspell". Siden 1975 har Daimi været fast tilknyttet Jytte Abildstrøms Teater på Riddersalen, hvor hun bl.a. har spillet tante Clara i Gustav Wieds "Skærmydsler". Hun har medvirket i 14 spillefilm. Hovedrollen som Annie i "Jeg er sgu min egen" fra 1967, hvor hun bruger sit sangtalent til Bent Fabricius-Bjerres dejlige melodier, er nok den mest kendte. Det er herfra sangene "Gå Gå", "Jeg sætter min hat som jeg vil" og "Stilleleg for voksne" stammer. Året efter blev det til yderligere en hovedrolle i filmen "Det var en lørdag aften". Hun har senere bl.a. medvirket i Wikke & Rasmussens "Flyvende farmor". Daimi har desuden medvirket i reklamefilm for cerutter og kaffe fra Brugsen. Daimi har sunget i jazzorkestre samt med radioens Big Band og har derudover udgivet en lang række plader og optrådt på jazzfestivaler og forskellige musikscener bl.a. med Kansas City Stompers ligesom hun har sunget jazzsange med Louisiana Jazzband. I 2001 kunne Daimi fejre 40 års jubilæum i underholdningsbranchen. Daimi var i mere end 40 år gift med den britiske musiker og guitarist Cliff Gentle (død 2014).


Har medvirket i følgende 17 film:
Don Olsen kommer til byen (1964)Hanne - Dagmars datter
Tre små piger (1966)Annette - Rambow's datter
Nu stiger den (1966)Duzanie Jelling - syngepige
Pigen og greven (1966)Skuespiller
Jeg er sgu min egen (1967)Annie
Cirkusrevyen 1967 (1967) 
Det var en lørdag aften (1968)Trine
Damernes ven (1969)Fia
Løgneren (1970)Elna, kropige
Familien med de 100 børn (1972)Fru Halløj
Solstik på badehotellet (1973)Viggo/Vibeke
Barndommens gade (1986)Karlas mor
Snøvsen (1992)Bagerkone
Flyvende farmor (2001)Lise Lykke - ansat på plejehjem
Der var engang en dreng (2006)Pandekagepige
Max pinlig (2008)Max' s mormor
Max pinlig på Roskilde (2012)Max's mormor

Har medvirket i følgende 2 TV-serier:
Dybt vand (1999)Helle - Babysitter
Max pinlig (2007-2008) afsnit nr: 12 Mormor

Har medvirket i følgende 6 revyer:
A.B.C. revyerne 1964 1965 1966 1966 1966 1967 1972
Cirkusrevyen 1967 1968 1969 1970 1971
Gillelejerevyen 1977
Holstebro Sommer-show 1990
Riddersalen 1978
Tivoli 1975 1976

Har medvirket i følgende 1 julekalendere:
Julestjerner (2012)Kirsten

Har lagt stemme til følgende 2 tegnefilm, som er beskrevet i denne database:
Pinocchio - 1978 (1940)Pinocchio
Toy Story 3 (2010)Dukkelise

Har arbejdet med følgende 1 film:
Pigen og greven (1966)Sanger

Bøger om Daimi Gentle:
Daimi og Dario - Med showbiz i bakspejlet af Bo Østlund