Jørgen Schytte
Født: 14-3-1939 (80 år) i Kgs. Lyngby

Biografi
Jørgen Schytte kom som 19-årig i lære i shipping-branchen og nåede ad den vej til Colombia, hvor han under et års ophold begyndte at tage en masse billeder. Senere besluttede han sig for at blive fotograf, gik på Fotografisk Fagskole i København i årene 1965-68 og blev udlært hos den legendariske fotograf Bror Bernild i 1968. Derefter blev han medlem af den talentfulde Delta Foto Gruppen og efter dens opløsning i 1975 oprettede han sit eget firma med atelier i København. Han var blandt medstifterne af fotografsammenslutningen Billedhuset i København - et fotografisk arkiv og galleri. Siden 1986 har han været medlem af Still Pictures Photo Agency i London. Jørgen Schytte har arbejdet inden for næsten alle fotografiets genrer. Meget tidligt i karrieren blev han som en af de første danske fotografer hyret af Danida til at skildre forholdene i udviklingslandene. Han har siden udført omfattende arbejder som dokumentarfotograf og besøgt udviklingslande over det meste af kloden. Jørgen Schytte har leveret billeder til mange nødhjælps- og udviklingsorganisationer som f.eks. Danida, Unicef, Røde Kors, WHO, Mellemfolkeligt Samvirke, Folkekirkens Nødhjælp og Red Barnet. Hans talent som fotograf er også kommet til udtryk i talrige opgaver for undervisningsinstitutioner og inden for designverdenen. Hans fotos har indbragt ham flere internationale priser. Udover sit fotografiske virke har Jørgen Schytte udgivet en række børnebøger samt bøgerne "Cubanske Kvinder" og "Revolution er Kærlighed".


Har medvirket i følgende 1 film:
Smil Emil (1969) 

Har arbejdet med følgende 4 film:
Martha (1967)Still fotograf
Sådan er de alle (1968)Still fotograf
Smil Emil (1969)Still fotograf
Tænk på et tal (1969)Still fotograf