H.C. Andersen II (Hans Christian)
Født: 8-6-1927 i København

Biografi
Hans Christian Andersen, der er søn af tjener Georg Albert Andersen og hustru Johanne Margrethe Jensine Jensen, startede sin sangkarriere allerede som 9-årig. Han var elev af den kendte sangpædagog fru Fürtwangler og blev tidligt medlem af Statsradiofoniens kor. En overgang forsøgte han sig som landmand. I filmen "Sukceskomponisten" fra 1954 lagde han stemme til Paul Hagens 's duet med Louis Miehe-Renard i sangen "Det dybe k", som efterfølgende udkom på grammofonplade. Sammen med Lille Per sang H. C. Andersen "Til julebal i nisseland" i filmen "Far til fire i byen" fra 1956. Samme år indsang han sammen med Anna Ratleff grammofonpladen "Anders og Britta". Han dukkede op som grammofonkunstner i 1957 og blev fundet af grammofonselskabet Polyphon, der udsendte hans første plade, hvor han til akkompagnement af Poul Clemmensens orkester sang to af datidens meget store sukces’er fra Amerika "Gaa Haand i Haand med mig" og "Den vilde vind" - to numre, der egnede sig fortræffeligt for hans stemme. For at undgå navneforveksling blev det - efter en afstemning blandt landets pladeforhandlere - bestemt at han på pladesiderne blot skulle hedde Hans Christian. Under dette navn indsang han andre grammofonplader bl.a. med Nete Schreiner og "3 stjerner"', hvor de to andre var henholdsvis Lise Ringheim og Preben Uglebjerg. Desuden indsang han de følgende år grammofonplader med titler som "Det gamle refræn", "Den gamle smedie", "En dejlig dag", "En der er større end du og jeg", "Hederosen", "Lorelei", "En guitar og en sang" og "Solskin kan man altid finde". I 1958 fik han fine anmeldelser i Tyskland, hvor han i Hamborg sang bas-partiet i Händels Alexanderfest og i Mozarts Requiem. Dette resulterede i at han blev engageret til at synge Kristus i Bachs Johannes-passion ved en kirkekoncert palmesøndag. Og som oratoriesanger fulgte optræden i bas-partier både herhjemme og i udlandet. Hans Christian Andersen forlod Radiokoret i 1990 og virkede derefter nogle år som kordegn. Han blev den 3. november 1951 gift i Tikøb Kirke med telefonistinde Selma Marie Pedersen (f. 17-03-1933)


Har medvirket i følgende 3 film:
Sukceskomponisten (1954)Synger for Steen Birk
Far til fire i byen (1956)Julemandens sangstemme i Til Julebal
Slægten (1978)Jens Kusk

Har lagt stemme til følgende 1 tegnefilm, som er beskrevet i denne database:
Asterix og Kleopatra (1968)