Grethe Mogensen
Født: 25-5-1937 (86 år) i København

Billede af Grethe Mogensen Billede af Grethe Mogensen
Biografi
Grethe Mogensen, skuespillerinde, er ud af en borgerlig familie fra København, hvor faderen var skibsfører. Hun startede i radioens pigekor og kom hurtigt med i Saabye-koret. Ved siden af tog hun undervisning i sang hos Randi Teglbjærg (19-04-1921 - 04-10-2012) og studerede musik ved universitetet. Efter at have læst dramatik med Søren Weiss blev hun optaget på Privatteatrenes elevskole, hvor hun blev uddannet i årene 1957-1959. Desuden fik hun undervisning i sang hos prof. Hultén og Johannes Wahl. Hun debuterede i 1958 på Riddersalen i "De kloge og de gale". Gennem årene har Grethe Mogensen medvirket i en lang række roller på scenen, både når det gælder operetter, revyer, lystspil, musicals, klassisk teater og børneteater. Hun har bl.a. optrådt på Allé Scenen, Ung Tourné, Det ny Scala, Det ny Teater, Det Danske Teater, Aalborg Teater, Odense Teater, Amager Scenen, Ny Røde Kro Teater og Nørrebros Teater. På Allé-Scenen spillede hun bl.a. i "Gidslet" og på Det ny Scala havde hun rollen som Hodel i "Spillemand på en tagryg". Grethe Mogensen var med i musicals som "Sweeney Todd" på Aalborg Teater og den første danske udgave af "Les Miserables" på Odense Teater. Desuden medvirkede hun i "No, no Nanette" både i København og Århus. Hun har desuden turneret med sine familieforestillinger "Cirkus Mikkelikski" og "Karlsson på taget". I 1963 debuterede hun som revyskuespiller i Nykøbing F. hos Viggo Brodthagen. Året efter sang hun i Cirkusrevyen en duet over schlageren "Dominique" sammen med Ole Søltoft. I 1970erne medvirkede hun i Volmer-Sørensens revyer i Revykøbing og havde skarpe parodier på Ritt Bjerregaard, protestsangeren Trille og skuespillerinden Marguerite Viby. Grethe Mogensen har desuden spillet revy i Holstebro, Randers, Lindenborg, Ry og i Nakskov. I 1990erne medvirkede hun på Amager Scenen i forestillinger som "Frk. Nitouche", "Sound of Music" og "Sommer i Tyrol". Hun spillede i "My Fair Lady" på Det ny Teater i 1999 og i "Show Boat" på Nørrebros Teater i 2000. På film har hun bl.a. haft roller i "Gift" og som Prins Orloffski i "Flagermusen". Siden 1959 har Grethe Mogensen haft tv-opgaver og faste børneudsendelser i radioen. Hun spillede hovedrollen som Lisbeth i den første danske tv-musical "En lørdag på Amager" og medvirkede op gennem 1960erne i flere tv-syngespil, bl.a. de kendte operetter "Champagnegaloppen" og "Farinelli". På TV var hun også med i teaterforestillinger som "Søskende" og i "Kommunisten". Desuden har hun medvirket i "Syng med"- programmer. I 1967 debuterede hun som grammofonsolist med "Plaisir d'Amour". Siden har hun udgivet en række grammofonplader. Hun indsang bl.a. Dagmar Hansens "Åh Dagmar", Ann-Sofi Norins "Hvor er du nu" og sammen med Dragør-børnene en række børneplader. Grethe Mogensen har også lagt stemme til en række Disney-film. I 1993 skrev hun for Det Danske Teater musikforestillingen "Teaterkattens eventyr", ligesom hun har bearbejdet børnebogen "Cirkus Mikkelikski". Grethe Mogensen mistede sin ægtefælle, rådgivende civilingeniør Axel Busch-Jensen (11-12-1931 - 14-12-1996) ved en tragisk ulykke. Han døde efter kvæstelser som han pådrog sig efter et styrt fra en stige på Gjethusscenen i Frederiksværk. I 1990 modtog Grethe Mogensen Volmer Sørensens Mindelegat og i 1997 Louis Halberstadts Æreslegat. (Minibiografi om Grethe Mogensen i bogen "Dem jeg mødte på vejen" af Claus Rudbeck).


Har medvirket i følgende 10 film:
Verdens rigeste pige (1958) 
Kærlighedens melodi (1959)Susy's veninde
Pigen i søgelyset (1959)Louise - Jonnas kollega
Gøngehøvdingen (1961)Gertrud
Bussen (1963)Marie - Vik's kone
Gift (1966)Fru Jacobsen, Henriks sekretær
Flagermusen (1966)Alexander Orloffsky, prins
Tro, håb og kærlighed (1984)Annas mor
Klinkevals (1999)Frk. Mortensen, syerske
Juliane (2000)Frk. Mortensen, syerske

Har medvirket i følgende 3 TV-serier:
Den otteøjede skorpion (1979)Kunde hos hofbageren
Strisser på Samsø (1997-1998) 7 Køkkenchefen Lilly
Sommer (2008) 18 Laura

Har medvirket i følgende 26 revyer:
Amager Scenen 1976 1978 1979 1980 1981 1982 1989
Cirkusrevyen 1964 1979 1980 1981
Fredericia Revyen 1985
Holstebro-revyen 1972 1983 1986
Lindenborg Revyen 1987 1998
Nykøbing F. Revyen 1963 1976 1977 1978 1990
Randers Revyen 1984
Revyperler 2009
Ry Parkhotel 1988
Silkeborg Sommerteater 1975

Har medvirket i følgende 1 julekalendere:
Brødrene Mortensens jul (1998,2002,2021)Frk. Abrahamsen, spillelærerinde

Har lagt stemme til følgende 7 tegnefilm, som er beskrevet i denne database:
Tintin i Soltemplet (1969)
Tintin og Hajsøen (1972)Niko og Nutsjaka
Lady og vagabonden II - Vaks på eventyr (1998)Tante Sara
Den lille havfrue II - Havets hemmelighed (2000)Morgana
De frygtløse - The Muuhvie (2004)Pearl
Grusomme mig (2010)Marlena Gru, Grus mor
Vaiana (2016)Bedstemor Tala

Priser, legater m.m:
Revyernes Revy - Årets ærekunstner (2010)