Robert Storm Petersen
Født: 19-9-1882 i Valby ved København
Død: 6-3-1949 (66 år)
Gravsted: Frederiksberg Kirkegård - Kbh

Billede af Robert Storm Petersen
Biografi
Robert Storm Petersen, billedkunstner, forfatter og skuespiller, var søn af slagtermester Carl Christian Frederik Petersen og hustru Oline Marie Mathilde Storm. Han var en alsidig kunstnerbegavelse, der i mange år ernærede sig både som maler, tegner, tryllekunstner, konferencier, forfatter, kabaretkunstner og skuespiller. Han var i ungdommen først i slagterlære hos sin far og blev i årene 1898-1900 undervist af maleren Valdemar Neiiendam. Han sejlede nogle måneder i 1901 som jungmand på et skib til England og Norge. Han var tegner ved Ekstrabladet 1902-1905 og 1910-14. Han uddannede sig samtidig til skuespiller hos William Pio og debuterede som skuespiller i 1903 på Casino Teatret og var skuespiller og oplæser på dette teater frem til 1907. Som skuespiller optrådte han frem til 1933 ved forskellige teatre fortrinsvis i komiske roller. Fra 1907-1909 havde han engagement på Dagmarteatret, hvor han spillede tjener i "Madame Sans Géne". Han fik tildelt et skuespillerlegat og foretog 1906 og 1910 studierejser til Paris. Her opsøgte han små kabareter og udførte malerier med motiver af skæve eksistenser, prostituerede og udsatte grupper. Fra 1914 var han ansat som tegner ved Berlingske Tidende og BT, hvor hans berømte tegneserie med Peter Vimmelskaft opstod. I 1913 debuterede han som varietékunstner og hurtigtegner i "Cirkus Varieté". Han optrådte også på kabaretter, bl.a. i Anna Norries kabaret "Edderkoppen" i København 1914-1918, En af sine største kabaretsucceser fik han på sin historie om barnevognen i Åkirkeby. Desuden optrådte han både i Sverige, Norge og i Berlin, ligesom han var på turné som oplæser i dansk-amerikanske foreninger i USA 1919-1920. Robert Storm-Petersen fremstillede også tegnefilm i årene 1917-1924 og startede sit eget lille filmselskab, der ialt producerede en snes tegnefilm bl.a. om "De tre små mænd og Nummermanden". Under turné i 1920erne besøgte han de amerikanske filmstudier. Fra 1921-26 optrådte han som kabaretkunstner i "Bonbonnieren" og senere 1926-30 i ensemblet Co-optimisterne. Han dannede et populært par med Christian Arhoff - "Storm og Stille", der i 20erne stod for det improviserede og uforudsigelige vanvid. Fra 1926-1930 var han leder af kabaretten i Riddersalen i etablissementet Lorry. Han var ansat som skuespiller på Det Kongelige Teater 1924 og i årene 1930-33. Robert Storm Petersen havde under Adam Poulsens direktion spillet med i friluftsspillene i Dyrehaven og Adam Poulsen engagerede ham på Det Kongelige Teater i 1930. Han komponerede en moderne ballet "Benzin" til Det Kongelige Teater og spillede selv med, men den faldt med et brag. Efter tre sæsoner ved Det Kongelige Teater forlod han i 1933 teatret og tribunen for bestandig. Han filmdebuterede hos Nordisk i 1906 og arbejdede der indtil 1908 samtidig med at han var idemand og malede filmsdekorationer. Han optrådte som den første danske farcekomiker på film. Han spillede en enkelt rolle hos Dania i 1913 og hos Fotorama i 1923. Robert Storm-Petersen medvirkede i lidt over 30 stumfilm og i 2 tonefilm, nemlig som fangevogter i "Fange nr. 1" fra 1935 og "Berlingske Tidende" fra 1949. Ved siden af teater- og filmarbejdet, var han beskæftiget ved en række blade som humoristisk tegner og kunne ses i årshæfterne "Blæksprutten" og "Svikmøllen". Storm P.'s mest berømte og elskede tegneserie var (og er) "Peter og Ping", som startede i 1922 i dagbladet B.T. I øvrigt gav Storm-P.s figur Ping navn til Søndags B.T.'s børneklub "Pingklubben" som var meget populær i 1930'erne, 1940'er og 1950'erne. Under besættelsen skrev han til de Berlingske aviser serierne "Dagbogsblade", "Peter og Ping" og "Den underlige Mand". Derudover digtede Storm Petersen også de såkaldte Fluer, der var små præcise sætninger indeholdende stor visdom. Robert Storm-Petersen udgav også humoristiske bøger. Robert Storm Petersen blev en ret indesluttet mand, da han trak sig tilbage fra Det Kongelige Teater i 1933 og ikke længere optrådte offentligt. Han vedblev dog med at arbejde og gennemførte gennem 36 år sine tegneserier, de sidste 27 år endog en daglig serie til BT og efterlod sig ved sin død i kælderen i sin villa 30.000 tegninger, som han aldrig havde sendt ind til noget blad. I 1977 åbnede der et Storm P. Museum på Frederiksberg Runddel i Frederiksberg Begravelsesvæsens tidligere kontor. Han modtog De Franske Palmer i 1923 og fik tildelt medaljen Ingenio et arti i 1939. Robert Storm Petersen blev den 27. december 1913 gift på Frederiksberg med Lydia Clementine Angelica ("Mads") Sørensen (05-10-1859 - 27-06-1924) og 29. oktober 1925 i Gentofte Kirke med Ellen Margrethe Jacobsen (11-04-1891 - 28-01-1961).


Har medvirket i følgende 2 film:
Fange nr. 1 (1935)Thomas - fangevogter
Hvad vil De ha' ? (1956)Stumfilm-klip

Har medvirket i følgende 25 revyer:
Betty Nansen Teatret 1936
Bonbonnieren 1921 1922 1922 1923 1923 1923 1924 1924 1924 1925 1925 1926 1926 1926
Riddersalen 1926 1927 1927 1928 1929
Scala Teater 1915
Thisted Sommerteater 1903
Tivoli 1922 1924 1925

Har medvirket i følgende 33 stumfilm:
Hævnet (1906) 
Den sorte maske (1906) 
En foræring til min kone (1906) 
Kortspillere (1906) 
Caros død (1906) 
Happy Bob som cyklist (1907) 
Rosen (1907) 
Røverens brud (1907) 
Mordet på Fyn (1907) 
Der var engang (1907) 
Lykkens galoscher (1907) 
Happy Bob som bokser (1907) 
Vikingeblod (1907) 
Haanden (1907) 
Tantes fødselsdag (1907) 
I løvens gab (1907) 
En moderne søhelt (1907) 
Ridderen af Randers Bro (1907) 
Kameliadamen (1907) 
Happy Bob på rottejagt (1907) 
Fyrtøjet (1907) 
Happy Bob som tjener (1907) 
Trilby (1907) 
Happy Bob som frier (1907) 
Æren tabt - alt tabt (1907) 
Happy Bob på keglebanen (1907) 
Dansen på Koldinghus (1907) 
Jeppe på bjerget (1908) 
Feltherrens hævn (1908) 
Søstrene Corrodi (1913) 
Lille Klaus og store Klaus (1913) 
Favoriten (1917) 
En nat i København (1923) 

Har arbejdet med følgende 10 revyer:
Byen rundt (1922)Tekst
Den lille Jamboree (1924)Dekorationer
Hamlet - og andre småting (1928)Instruktion
Hornbæk Revyen (1936)Dekorationer
Stig Lommer revyen (1937)Dekorationer
Pas på tyren (1938)Dekorationer
Hornbæk Revyen (1942)Dekorationer
Hornbæk Revyen (1943)Dekorationer, Tekst
Tivoli-Revyen (1945)Dekorationer
Stig Lommer revyen (1948)Dekorationdesigner

Bøger om Robert Storm Petersen:
Livet Er En Cirkus - Storm P - Bind 1 af Poul Carit Andersen
Livet Er En Gåde - Storm P - Bind 2 af Poul Carit Andersen
Storm P - Biografi af Peter Borberg
Storm P. - satire og humor af Benny Bau og Poul Kragelund